Fokus på søskende til børn med diagnoser

Fokus på søskende til børn med diagnoser
5. november 2021 nsr@nordjyskspecialraadgivning.dk

I dette nyhedsbrev vil vi sætte fokus på søskende til børn med diagnoser.

Hvis man er bror eller søster til en med en ADHD eller Autisme diagnose, oplever man ofte at gå og tumle med mange tanker.

Det kan f.eks. være i forhold til

  • Hvordan skal min bror/søster nogensinde komme til at klare sig selv?
  • Hvad sker der, når vores mor og far ikke er her mere – er det så mig der skal tage mig af min bror/søster?
  • Hvordan kan det være, at jeg nogle gange synes min bror/søster er pinlig?
  • Hvorfor bliver jeg nogle gange flov over min bror/søster?

Det er ikke alle søskende, der kan sætte ord på følelserne, så derfor er det vigtigt, at omgivelserne er opmærksomme på eventuelle adfærdsændringer hos alle børn i familien. Vi ser af og til, at søskende kan få stresssymptomer og almindelige trivselsproblemer f.eks. hovedpine, ondt i maven, koncentrationsbesvær osv. Andre søskende forsøger at ”gå under radaren”, tilpasse sig og i det hele taget forsøge at undgå at påkalde sig opmærksomhed. Det er ikke en holdbar situation, så derfor er det en god ide at forsøge at lave et frirum for søskende, hvor de kan være sammen med andre i samme situation, dyrke en fritidsinteresse eller være sammen med deres kammerater.

Vores erfaring fortæller os, at søskende bliver meget rummelige personer og at der oveni alt det svære også er en stor kærlighed og omsorg. Derudover har børnene i familien oftere et tættere forhold til hinanden end søskende i andre familier.

Husk altid: Børn gør det rigtige hvis de kan og man skal ikke have det samme for at få det samme.

Hvilket tegningen øverst i dette nyhedsbrev så glimrende viser.

Tilbud om at deltage i Søskendegruppen hos Nordjysk Specialrådgivning

En søskendegruppe er et forløb for børn og unge, der har en bror eller søster med en diagnose. I gruppen skaber vi et trygt frirum, hvor følelser, erfaringer og oplevelser kan deles.

Søskendegruppen tilbydes til børn og unge i alderen 10-17 år.
Hvis du vil vide mere, så skal du ikke tøve med at kontakte os på mail: hea@nordjyskspecialraadgivning.dk eller cac@nordjyskspecialraadgivning.dk.

Equality is not always Justice